13. juni 2011

Pakkedag...

I dag har vi pakket flyttekasser hele dagen, og gjort lidt rent i de skuffer og skabe hvor vi er færdige med at pakke ned fra. Vi ved endnu ikke helt hvornår vi kan komme i gang med at flytte men vi kan lige så godt få pakket så meget som muligt og så gøre rent henad vejen i stedet for at stå med det hele til sidst. Selvom det vist faktisk ville være typisk os at gøre alt i sidste øjeblik ;o) men man siger jo at det aldrig er for sent at lære en gammel hund nye tricks ;o)

Vi var lige ude og køre en tur i eftermiddag bare lige for at få en lille pause. Vi så rigtigt mange hyldetræer, men enten var de alt for tæt på vejen eller alt for langt inde i et krat, og eftersom det stod ned i lårfede stråler var det altså ikke videre inspirerende at skulle stå ud af bilen, selvom jeg rigtigt gerne ville have fingre i nogle hyldeblomster til at lave saft af. Må se om jeg når det, ellers må jeg jo vente til næste år. Det er heller ikke lige det nemmeste når man faktisk har pakket alt andet end det man bruger i hverdagen, at skulle lave saft og hælde det på flasker (som er pakket ned i en kasse man ikke aner hvad er for en).

På grund af det dårlige vejr, og fordi vi lige ville skylle de sidste bakterier ud af den lille (eller i hvert fald forsøge på det) besluttede vi at vi skulle have en mexicansk suppe til aftensmad. Det er kærestens område at lave denne suppe for det gør han så godt, men derfor kan jeg jo godt dele opskriften med jer alligevel :o)
Suppen er lidt stærk i det så den er god når man skal have varmen, eller trænger til at få luft i næsen igen :o)

 Alle grøntsagerne er klar til at komme på panden
 Det hele står og hygger sig lidt i gryden
Klar til servering, som I kan se mangler der tortillachips i min skål, men jeg bryder mig ikke så meget om at de bliver bløde så dem plejer jeg at spise ved siden af ;o) til gengæld er jeg helt vild med at osten smelter i suppen :o)

Mexicansk kyllingesuppe:
400 gr kyllingekød
1 spsk olie til at stege kyllingen i
1 løg
ca 1 helt hvidløg (alt efter smag)
syltede jalapeños efter smag
1 lille bøtte tomatpasta/ 3 spsk tomatpuré
2 dl salsa sauce
6 blommetomater skåret i tern
1 rød peber skåret i små tern
2 tsk paprika
1½ liter vand med 2 hønsebouillon terninger
100 gr flødeost

cremefraiche
revet ost
tortilla chips

Steg kyllingestykker i olie på en pande. Tilsæt løg, hvidløg, tomater, peberfrugt og jalapeños og steg det sammen med. Tilsæt til sidst tomatpasta og paprika og rør det sammen. I en gryde skal vandet med bouillonterningerne op og koge. Når det koger og kyllingestykkerne er klar, hældes det sammen i gryden. Lad det simre i 15-20 min. Tilsæt salsa sauce og flødeost og lad det koge 3-5 minutter.
Server med cremefraiche, revet ost og tortillachips nede i suppen.

Efter aftensmaden ville vores søn lige efterligne vores hund :o) Vores hund har en vane med at kravle op på ryggen af sofaerne og sove, så det skulle han da også lige prøve :o)

 Det gik da nogenlunde selvom far ser lidt bekymret ud :o)
Jeps så ligger man præcist som hunden plejer at gøre :o)

Det var alt for i dag :o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg vil så gerne høre hvad du har at sige :o)