8. august 2011

Rosensaft, rosengele, lavendelgele, lavendelsirup, lemon- , lime- og orangecurd

Der blev også produceret rosensaft, lavendelsirup, rosengele, lavendelgele og  lemon- , lime- og orangecurd i ferien.
Igen var jeg en skovl og glemte kameraet så jeg har ikke fået taget billeder af processen denne gang men her på billedet ses (nævnt fra venstre) en næsten færdigdrukket flaske med hyldeblomstsaft med lime, lavendelgele, og bag den, rosengele, de forskellige curds og bagerst kan man ane hyldeblomstsaft med jordbær :o)

Her kommer opskrifterne :o)

Rosengele/lavendelgele
Rør 1 tsk vinsyre  i 5 dl kogende vand og lad 1/2 liter rosenblade koge forsigtigt i ca. 5 minutter. Si rosenbladene fra.
Drys 2spsk geleringsmiddel i under omrøring, giv væsken et hurtigt opkog og rør sukker i. Giv saften endnu et opkog og skum den grundigt. Hæld saften på skoldede glas, osv.
Lavendelsirup laves lynhurtigt og efter første gang om og om igen: Du koger 2,5 dl vand sammen med 200 g sukker, saften af to citroner, 1 knust kardemommekapsel, 1 spsk lavendeblomster og 1 spsk lavendelblade. Kog indtil det begynder at tykne og si det så. 



Rosensirup

170 g lyse rosenblade
7 dl vand
saften fra 1½ citron
350 g sukker

Skyl rosenbladene godt og meget grundigt, så insekter, planterester og lignende er væk, og hæld bladene i en gryde. Fyld vand op, så det lige dækker roserne. kog op og lad det simre i ca. fem minutter. Bland citronsaften i. Si rosenbladene fra og sørg samtidig for at si væsken gennem et dørslag med et par lag køkkenrulle, så evt. smådele er helt væk fra saften (et tefilter kan sikkert også gøre det). Rør sukkeret i, til det er opløst. Brug hvidt sukker, da rørsukker kan gøre siruppen grumset. Hæld på glas og put det i køleskabet.

Det skulle egne sig fint til is, over jordbær eller blandet med vand og serveret med masser af isterninger = rosenlimonade.

Lavendelsirup
Du koger 2,5 dl vand sammen med 200 g sukker, saften af to citroner, 1 knust kardemommekapsel, 1 spsk lavendeblomster og 1 spsk lavendelblade. Kog indtil det begynder at tykne og si det så.

Man kan også tilføje en håndfuld ananassalvie til sin lavendelsirup men jeg havde ikke lige noget i haven :o)

Lemon Curd
Ca. 1 liter

6 citroner (svarer til ca. 4 dl)
150 g smør
4 æg
400 g sukker

Riv skallen af de vaskede citroner på den fine side af rivejernet. Pres derefter saften ud af frugterne. Kom skal og saft af citronerne i en gryde sammen med æg, sukker og smør i mindre bidder. Pisk massen godt igennem og pisk over svag 
varme til smørret smelter og massen begynder at tykne. Det er vigtigt, at den ikke bliver for varm, da smørret ellers vil få massen til at skille. Rør grundigt, og gerne hele tiden, til massen bliver helt tyk og temperaturen når over de 75 grader (hvilket er påkrævet, når der anvendes æg). Brug et sukkertermometer. Hæld straks smørret på atamonskyllede glas, luk dem og opbevar dem på køl. Smørret tykner endnu mere, når det køles. Du kan evt si massen inden du hælder den på glas, for at fjerne citrusskallen. Jeg sier den ikke.

Jeg gjorde det samme til limecurd og orangecurd. 

Limecurd: brug ca. 12 limefrugter
Orangecurd: Samme som lemoncurd men husk på der kommer mere saft ud af appelsiner end citroner så du skal ikke bruge al saft du får ud af appelsinerne men kun de ca. 4 dl :o) (ellers kommer der til at ligge en masse appelsinsaft i bunden af glasset, jeg taler af erfaring ;o)  )

Hyldeblomstsaft osv.

Der blev jo også produceret hyldeblomstsaft en masse i ferien :o)

og sådan så det ud i mit køkken da 500 hyldeblomstklaser, 20+ citroner, 4 lime, en håndfuld mynte, 2 vanillestænger, en klump ingefær, et par kanelstænger og 1,5 kilo jordbær var klar til sukkerlage. Eller rettere, det her var kun ca halvdelen, der stod en del på bordet ved siden af også :o)


Opskriften hyldeblomst med lime er :

40-50 hyldeblomst skærme hvor de store stængler er klippet væk2 liter vand1 kilo rørsukker1 kg sukker40 gram citronsyre4 økologiske limefrugter1 økologisk citron

Ryst hyldeblomsterne fri for dyr, så godt som muligt, der sker ikke noget ved at der er lidt tilbage. Der må ikke være nogen brune visne blomster.Riv skallen af lime -og citron frugterne, skær det hvide væk og skær frugterne i skiver. Bland vand og sukker i en stor gryde og giv det et opkog. Kom citronsyre i når det koger. Hæld det derefter over blomster, skal og citrusfrugter. Rør godt rundt. Dæk med film eller et låg og stil det på køl i 4-5 dage. Rør ca en gang om dagen med en ren ske.Efter 4-5 dage sies det igennem et rent klæde. Kom saften på skoldede spiritusskyllede falsker eller i fryseposer og frys saften ned. Jeg kom 1 l saft i hver pose. 

Hyldeblomstsaften med vanille: 

Følg fremgangsmåden ovenfor bare med 2 citroner i stedet for lime og tilsæt 2 flækket vanillestængler hvor kornene er skrabet ud. Både stængler og korn skal ned i gryden ( Hvis du har en af de gode store/fede vanillestænger kan du sikkert nøjes med 1 )

Hyldeblomstsaft med mynte:

Følg ovenstående opskrift, men brug i stedet for lime, 2 citroner og så en håndfuld itu revet mynteblade,  uden stængler. Følg ellers fremgangsmåden ovenfor.


De første 3 opskrifter er inspireret fra vibeke  og de er lækre :o)

Med jordbær:

40 hyldeblomst skærme1,5 kg jordbær, renset vægt3 liter vand3 kg sukker1½ pose citronsyre (ca. 45-50 gram)2 citroner, økologiske el. ubehandledeevt. 1 spsk atamon hvis du ikke fryser saften ned, eller skyl flaskerne i spiritus.Klargør hyldeblomsterne ved at ryste dem forsigtigt fri for dyr og klip de groveste stilke af - de gør ikke noget imponerende overfor smagen, endelig ikke skyl dem da det meste af smagen sidder i det gule pollen. Sæt vandet over at koge. Rengør jordbær og mos dem. Jeg moser dem med en gaffel. Skær citronerne i skiver - fjern sten for kvaset kan nemlig bruges til marmelade.Når vandet koger tilsætter du sukkeret og citronsyren - det skal koge igen til det bliver klart. Derefter hældes det over jordbærmos, hyldeblomster og citron, rør det godt rundt, dæk det til og stil det på køl i 3-4 døgn. Rør evt. i det af og til.Når saften er færdig med at trække sies den igennem et rent klæde, evt. en ren stofble. Hvis man så gerne vil have den lidt tykkere, til en sirup, koger man den bare yderligere ind.

ca. 5 Liter saft

80 hyldeblomstskærme uden den grove del af stilken.3 citroner (økologiske eller ubehandlede), skåret i tynde skiver60 g citronsyre3 kg sukker3 l vandFlasker der er skoldede og skyllet med spiritus eller atamonKlargør hyldeblomsterne. Sæt vandet over at koge og kom sukker og citronsyre i når det koger. Hæld sukkervandet over blomsterne i en skål selvfølgelig. Lad det stå 4-5 døgn. Filtrer og kom i flasker eller i bøtter så kan det fryses ned.
Disse to ovenstående opskrifter er lånt fra Tante Grøn

Godtes hyldeblomstsaft med ingefær 

50-60 blomsterskærme2 liter vand1 kg sukker1 kg rørsukker3 økologiske citroner 40 g citronsyre6-8 cm ingefær i stykkerAtamon eller spiritus til flaskerne Skyl endelig ikke skærmene. Der sidder megen smag og sødme i blomsterstøvet. Ryst dyrene forsigtigt af og klip blomsterne fra stænglerne. Så tæt på blomsterne som muligt, for stænglerne kan godt give en bitter smag.  Skræl citronerne og skær dem i skiver. Kog vand og sukker op og skum det evt. lidt. Lad det køle et øjeblik (for ikke at ødelægge citronsyren) og hæld det over blomsterskærme, citronskiver, citronskræller, citronsyre og ingefær. Rør rundt og lad det hvile i 3-5 dage overdækket. Det hele filtreres igennem en sigte eller et klæde. Det skal selv løbe igennem - ikke noget med at masse og gnide. Jeg hældte det over i en gryde hvori der lå en stofble, da det hele var hældt over, hængte jeg stofbleen  op i et indendørs vasketøjsstativ, selvfølgelig henover gryden, og lod det stå og dryppe af.Hældes på flasker, der er skoldet og skyllet i Atamon eller spiritus eller fryses i fryseposer.

Denne opskrift er Godte's :o)

Hyldeblomst med ingefær og kanel:
Jeg lavede så en ekstra version af Godtes opskrift og tilføjede to kanelstænger også :o) Uh den smager dejligt som "Varm the" og lidt af jul :o)


Mørk hyldeblomstsaft.

Ca. 100 hyldeblomstskærme4-6 store økologiske citroner i ultratynde skiver500 gr brun farin500 gr muscovadosukker300 gr hvidt sukker4-6 tsk citronsyre3 liter kogende vandHyldeblomster, citronskiver, sukker og citronsyre blandes i en stor skål. Vandet hældes på og der røres til sukkret er opløst. Lad saften stå tildækket på køl i 4-5 dage. Sigt derefter saften og hæld den på flasker som fryses, eller kog den til sirup.

Hyldeblomstsirup: 

Hvis man starter med ca. 2 liter koncentrat i gryden ender man ud med en flaske med ca. 75 cl. sirup i, så det tager sin tid at koge vandet ud af siruppen. Det kan godt tage et par dage, hvis man slukker for gryden når man er på arbejde og om natten, men hvis man har tiden til det kan man selvfølgelig bare have gryden tændt hele tiden. Det kan være fristende at skrue godt op for varmen, for at få vandet til at fordampe lidt hurtigere, men pas på for sukkeret kan godt brænde på. Siruppen  kan bruges til ost eller på is, pandekager, vafler og i kager, men det smager også rigtig godt at bruge det som kaffesirup og hælde lidt i en cafe latte eller i en god kop friskbrygget sort kaffe. 

Hyldeblomstmarmelade: 

Tag de hyldeblomster og citroner, der bliver tilbage, når du sier hyldeblomstsaften. Hak blomster og citroner grundigt, inden du koger dem i en gryde med en lige så stor mængde rørsukker. Kog så længe, at citronerne bliver helt møre - jeg gav min portion en halv time, og der var sukkeret næsten karamelliseret. Hæld det på et skoldet glas og stil det køligt - kan bruges på ost eller i kager.
De ovenstående opskrifter er fundet inde på Annes blog 

Jeg glemte selvfølgelig at tage billede af det færdige resultat :o)

På tide med et nyt indlæg

Så er det vist på tide med et nyt indlæg fra mig...

Hele Juli måned har været feriemåned mere eller mindre og selvom vi har haft fri har tiden ikke lige været til at være på nettet.

Først og fremmest har vi jo fået flyttet, og dermed har vi fået en have til hunden og lillemanden, hvilket absolut er en stor succes og jeg tror at hunden har tilgivet os for et år i en lejlighed :o)

Så har vejret jo ikke ligefrem været helt vildt imponerende i Juli, i hvert fald ikke heroppe, så vi har egentlig mest været hjemme i ferien, men vi har da været på besøg i nogle enkelte Zoo's, hvilket lillemanden helt klart syntes var spændende med alle de interessante dyr at se på. Han var dog ikke så glad for gederne, i hvert fald ikke da han var med sin far inde i indhegningen ved dem. De måtte godt være på afstand men de måtte ikke komme for tæt på!!! Så var det bedre at ae dem udefra :o)

Så havde vi besøg af svigermekanikken i 2 uger :o) De kom hovedsageligt for at passe mindste musen i de 2 uger mens hans dagplejemor havde ferie men de endte med at lave stort set alt så vi andre kunne holde helt fri :o) der blev både vasket tøj og gjort rent, handlet og lavet mad og ordnet forskellige ting her i huset som eks. at få sat lamper op osv, ren luksus :o)

Jeg lovede så også at lave kage til min nevø's fødselsdag men mere om det på min kageblog

Sidst men ikke mindst har mindste manden og bedstefar (denne gang morfar) bygget en sandkasse som bedstefar og mor (ja mor!!!) har fyldt med ca. 1 m3 sand, far var nemlig ikke hjemme, han var på træningslejr i en uge så han kunne ikke hjælpe til.

Her kommer lidt billeder fra feriemåneden..

 Kameraet duggede da der var varmt i dette rum. Slangen er nysgerrig :o)

 Det føles lidt mere sikkert på skødet af far, som dog ikke er særlig glad for situationen da han ikke kan fordrage slanger

Nej far jeg vil altså IKKE have den sombrero på, den kan du selv tage på!!

Den gamle her var lige ude på en gåtur :o)

Og sådan så den ud når man stod helt henne ved den, spændende at klappe en skildpadde :o)

Timon er det absolutte favoritdyr i samtlige zoo's :o)

Se der er en bjørn bag ved mig mor :o)
 Nu som abe i bur ;o)
 Den så altså lidt farlig ud den ged

Skal da sidde ligesom far gjorde
 Hjælper lige far med at lappe cykler :o)
Sammen med farfar og farmor
 Cocio synes at fuglebadet er en fantastisk plads at tage solbad på :o)

 Min første ridetur :o)
 Jeg klarede mig egentlig fint uden mors hjælp men det behøver vi ikke fortælle hende :o)
 I hængekøjen hos Moster mens den yngste kusine står ved siden af :o)
 Hjælper bedstefar med at bygge sandkasse :o)
 Hjælper mormor med at slæbe brædderne
 På vej for at give bedstefar en skrue
 Jubii jeg får en sandkassa :o)
 For stor til body så nu i undertræje :o)
 Uh den var tung :o)
 Jeg hjælper med at holde brædderne på plads
 Jubii så kom der sand i
Leger med bedstefar :o)

24. juli 2011

Skriveblokering

Som sagt lever jeg endnu og jeg skal også nok meget snart få skrevet en smule fornuftigt herinde om hvad vi har lavet i ferien og om alt det saft osv jeg har lavet...problemet for tiden er bare at når jeg trykker på "nyt indlæg" går min hjerne totalt i stå...jeg mener virkelig hvis man satte sådan en monitor dims på den ville den helt sikkert være "flatlined" og bare sige biiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii...nej der kommer ikke nog "iiiipppp" for så meget gang er der ikke engang i min hjerne når jeg kigger heri feltet...så I må lige vente tålmodigt :o)

19. juli 2011

Jeg lever endnu

Jo jo jeg er her endnu og jeg lever i bedste velgående...

Men vi flyttede jo den 1./7. og vi har først lige fået internet i går så det har ikke været muligt at komme på før nu...der er sket en masse i ferien, blandt andet har jeg lavet 8 forskellige slags hyldeblomstsaft, brugt i alt 500(!!!) hyldeblomster og en hulens masse citroner...og så har jeg lavet rosensirup, lavendelsirup, rosengele og lavendelgele....men mere om det senere for jeg er faktisk temmelig træt og orker ikke rigtigt at blogge i dag :o)

22. juni 2011

Uinspireret...og en masse andet godt ;o)

Kender I det, når man lever i flytterod, så kan man bare ikke tage sig sammen til noget som helst?! Heller ikke rigtigt at lave mad faktisk!!

Sådan er det i hvert fald her. Vi ved ikke hvornår vi skal flytte så vi gider ikke rigtigt fylde køleskabet, så vores mad er for tiden noget der kan laves hurtigt og som består af noget vi har i huset. Og hvis I ikke allerede havde regnet det ud så er noget af det vi altid har i huset kylling, kylling og mere kylling :o)

Så noget af det vi har spist de sidste par dage har bl.a. været kyllingesandwich.

 Grøntsager klar til kyllingesandwich :o)

 Min sandwich venter bare på at blive "lukket" og smidt i toasteren. Philadelphia, ost, stegt kylling, tomat, agurk, oliven og lidt mayonaise :o)

Kærestens venter på en tur i toasteren. Stort set som ovenstående men plus pepperoni og bbq sauce :o)

Og sådan ser de ud når de er færdige :o) de ser måske lidt kedelige ud men de smager dælme godt :o)

 En lille mus der er ved at spise alle de oliven mor lige har fanget op af krukken og skåret i stykker :o)
(Flytterod i baggrunden)

Et billede af mine hylde stiklinger som står så fint i krukken med vand og gror en masse fine hvide rødder ;o) og ja jeg ved godt at det er bedst at tage stiklinger tidligt i foråret eller i efteråret, og helst inden en gren går i blomst...men det er der tydeligvis ingen der har fortalt hylden her så shhh :o)

lige som en slut note, kender I siden Coolstuff? Der er alle mulige (og umulige) ting som man bare ikke finder andre steder :o) For bageinteresserede har de bl.a. nogle sjove bageforme, men de har også andre ting man ikke anede eksisterede men som man sikkert finder ud af man ikke kan leve uden ;o) hehe...ej jeg har faktisk ikke købt noget derinde (endnu) jeg synes bare den er lidt sjov at kigge igennem engang imellem hvis man ikke lige har noget andet at tage sig til :o)

18. juni 2011

En træt uge

Den sidste uge har været hård uden egentlig at være det...

Det er egentlig mest fordi jeg er en skovl til at falde i søvn om natten, så jeg har ikke sovet voldsomt meget og derfor har jeg været meget træt. og når man er meget træt føles tiden enormt lang..

Desuden ville jeg egentlig også bare gerne i gang med at få flyttet så vi kan blive færdige med det her flytterod og få en have vi kan være i :o) Jeg har også "fået tilladelse" til at købe nogle frugtbuske og små træer til haven, de kan så bare flytte med os næste gang vi flytter :o)

Der er faktisk slet ikke sket noget i denne uge, det eneste vi har lavet er at være til en træningskamp mod Norges U21 hold, en kamp som blev vundet på trods af at det ikke var godt håndbold der blev spillet...

Da vi var afsted til den træningskamp var jeg lige ude og tage nogle stiklinger af en vild hyldebær så de står nu og hygger jeg i en krukke vand i køkkenet, så må vi se om de gider gro rødder eller hvad :o)

Lidt mad har vi da også fået men det har ikke været det helt nye og spændende...kæresten prøvede dog en ny ting: Kyllingelykke hedder det

 Grøntsagerne er klar til at komme i wokken så snart kyllingen er stegt

Her hygger kyllingestykkerne sig i wokken

Sådan så det hele ud blandet sammen

og sådan så det ud på min tallerken med lidt brune ris under :o) Det smagte faktisk ret godt :o)

Kyllingelykke:
500 gram kyllingebryst filet
125 gram champignon
150 gulerødder
1 dl youghurt naturel
2 tsk mango chutney
1 løg
1 rød peber
1 lille dåse hytteost
1 spsk tandori krydderi
salt
olie til at stege kylling i
Ris

Skær kyllingefileterne i stykker og steg i olien på en pande (eller en wok). Tilsæt tandori krydderi og salt. Skær grøntsagerne i små stykker og put dem i panden også. Tilsæt youghurten og hytteosten og rør det godt sammen. Osten skal smelte. Slut af med at tilsætte mago chutneyen og lad det simre indtil gulerødderne er begyndt at mørne. Hvis man ønsker det kan man jævne saucen med lidt saucejævner (maizena osv). Server med ris.

I denne uge lavede jeg også hjemmelavet guf men det kan du læse mere om på min kageblog :o)

13. juni 2011

Pakkedag...

I dag har vi pakket flyttekasser hele dagen, og gjort lidt rent i de skuffer og skabe hvor vi er færdige med at pakke ned fra. Vi ved endnu ikke helt hvornår vi kan komme i gang med at flytte men vi kan lige så godt få pakket så meget som muligt og så gøre rent henad vejen i stedet for at stå med det hele til sidst. Selvom det vist faktisk ville være typisk os at gøre alt i sidste øjeblik ;o) men man siger jo at det aldrig er for sent at lære en gammel hund nye tricks ;o)

Vi var lige ude og køre en tur i eftermiddag bare lige for at få en lille pause. Vi så rigtigt mange hyldetræer, men enten var de alt for tæt på vejen eller alt for langt inde i et krat, og eftersom det stod ned i lårfede stråler var det altså ikke videre inspirerende at skulle stå ud af bilen, selvom jeg rigtigt gerne ville have fingre i nogle hyldeblomster til at lave saft af. Må se om jeg når det, ellers må jeg jo vente til næste år. Det er heller ikke lige det nemmeste når man faktisk har pakket alt andet end det man bruger i hverdagen, at skulle lave saft og hælde det på flasker (som er pakket ned i en kasse man ikke aner hvad er for en).

På grund af det dårlige vejr, og fordi vi lige ville skylle de sidste bakterier ud af den lille (eller i hvert fald forsøge på det) besluttede vi at vi skulle have en mexicansk suppe til aftensmad. Det er kærestens område at lave denne suppe for det gør han så godt, men derfor kan jeg jo godt dele opskriften med jer alligevel :o)
Suppen er lidt stærk i det så den er god når man skal have varmen, eller trænger til at få luft i næsen igen :o)

 Alle grøntsagerne er klar til at komme på panden
 Det hele står og hygger sig lidt i gryden
Klar til servering, som I kan se mangler der tortillachips i min skål, men jeg bryder mig ikke så meget om at de bliver bløde så dem plejer jeg at spise ved siden af ;o) til gengæld er jeg helt vild med at osten smelter i suppen :o)

Mexicansk kyllingesuppe:
400 gr kyllingekød
1 spsk olie til at stege kyllingen i
1 løg
ca 1 helt hvidløg (alt efter smag)
syltede jalapeños efter smag
1 lille bøtte tomatpasta/ 3 spsk tomatpuré
2 dl salsa sauce
6 blommetomater skåret i tern
1 rød peber skåret i små tern
2 tsk paprika
1½ liter vand med 2 hønsebouillon terninger
100 gr flødeost

cremefraiche
revet ost
tortilla chips

Steg kyllingestykker i olie på en pande. Tilsæt løg, hvidløg, tomater, peberfrugt og jalapeños og steg det sammen med. Tilsæt til sidst tomatpasta og paprika og rør det sammen. I en gryde skal vandet med bouillonterningerne op og koge. Når det koger og kyllingestykkerne er klar, hældes det sammen i gryden. Lad det simre i 15-20 min. Tilsæt salsa sauce og flødeost og lad det koge 3-5 minutter.
Server med cremefraiche, revet ost og tortillachips nede i suppen.

Efter aftensmaden ville vores søn lige efterligne vores hund :o) Vores hund har en vane med at kravle op på ryggen af sofaerne og sove, så det skulle han da også lige prøve :o)

 Det gik da nogenlunde selvom far ser lidt bekymret ud :o)
Jeps så ligger man præcist som hunden plejer at gøre :o)

Det var alt for i dag :o)

Søndag

I går var en meget stille og rolig dag herhjemme,
Den lille har jo været syg siden torsdag aften og han har ikke villet hverken spise eller drikke, og den store, han var til afslutning med sit hold hele lørdag, (så jeg var alene med en syg NF lørdag) og kom først hjem søndag morgen kl 4.30.


Lidt billeder fra lørdag...det er hårdt at være syg...
 Man falder i søvn midt i legen.

Faldet i søvn igen efter at have været vågen ca. 5 minutter. Bemærk "varemærket" med kun 1 støvle på...det sker faktisk ret tit ;o)




Jeg besluttede at være lidt god ved N og lod ham sove helt til 13.30, dog blev han lige jaget ovenpå og ligge sammen med NF, der også sov, da jeg besluttede at bage boller og bagels til dem.


Det gjorde jeg for at forkæle dem begge lidt og for at lokke NF til at spise lidt igen.


Begge opskrifter har jeg faktisk fundet hos Anne, boller her og bagels her. Men jeg skriver selvfølgelig opskriften ind her også ;o)


 Klar til at hygge sig i skålen og vokse sig stor og stærk

9 boller klar til at blive penslet og gå i ovnen
Færdigbagte, dejligt duftende og dejligt luftige :o) 

Hvedeboller:
8-9 stk.

1 dl mælk
25 gr gær
50 gr smør
25 gr sukker
1/2 tsk stødt kardemomme
1/2 tsk salt
1 æg
ca. 250-300 gr hvedemel

Lun mælken og smelt smørret heri, Rør gæren ud i den lune blanding. Husk gær kan ikke lide at det bliver for varmt, det skal helst bare være håndlunt. Tilsæt sukker, kardemomme og salt. Rør ægget i og hæld det hele over i den skål hvor melet ligger og keder sig. Ælt dejen til den er blank og smidig. Lad den hæve til ca. dobbelt størrelse (ca. ½ time) og form den derefter til boller. Bollerne efterhæver på pladen, ca 30 minutter, pensl dem så evt. med lidt mælk eller fløde, og bag dem ved 200 grader i 10-12 minutter til de er gyldne og gennembagte.


 Uh jeg hygger mig lige lidt så jeg kan vokse mig stor og stærk
 Klar til at gå i gryden..
 Dejligt at bade i sådan en varm jacuzzi ;o)
 Ja ja nogen skønhedskonkurrence vinder de nok aldrig (men de smagte godt), mangler kun at komme i ovnen nu
Færdigbagte og lækre

Bagels med kanel og rosiner:
10 stk

25 gr gær
2,5 dl lunkent vand
1 spsk olie
1 tsk salt
0,25 dl lys sirup
2 spsk kanel
1-2 håndfulde rosiner
450 gr hvedemel

Rør gæren ud i vandet og tilsæt de resterende ingredienser, tilsæt melet som det sidste. Ælt dejen blank og smidig. Lad den hæve ca. 15 minutter. Slå dejen ned og del den i ca 10 stykker. Rul stykkerne ud til pølser og form dem til bagels. Læg dem på en bageplade og lad dem efterhæve 30 minutter. Når de har hygget sig i de 30 minutter, så sæt en gryde med vand over og koge. Kog dine bagels ca 2 minutter på hver side - de vokser ret meget under kogningen, så put ikke for mange i gryden på en gang - og læg dem tilbage på bagepladen. Bag dem 20-25 minutter ved 200 grader, til de er gyldne og gennembagte. 




Resten af søndagen foregik med at slappe af på sofaen og se film og bare hygge os :o)