20. marts 2012

Hurtig update og calzone

Nå det bliver altså ikke lige til den lange update om hvad der er sket i vores liv på det sidste, i stedet kommer den korte version.

Håndboldsæsonen startede og kæresten blev desværre skadet igen, den samme skade som sidste sæson, bare i den modsatte skulder, hvilket er lidt tragikomisk når man ser tilbage på det, for det er faktisk en yderst sjælden skade. Men han måtte altså opereres igen. Så efterårshalvåret er gået med genoptræning for hans vedkommende.

Lillemanden, som snart bliver den store, er fyldt to, det gjorde han også i september og dagen blev fejret med kusine og fætre og moster, onkel, mormor og bedstefar, og jeg tror han hyggede sig. Vejret var heldigvis også nogenlunde den dag.

Julen fejrede vi hos min søster og nytåret fejrede vi med svigermekanikken på Island. Vi fik også brugt tiden til, lidt for sjovt, at kigge på huse deroppe, der kunne være interessante emner når vi flytter derop.

Jeg har været på et opfølgningskursus i øreakupunktur, ved faktisk ikke om jeg nåede at blogge om det inden jeg lagde computeren væk for et stykke tid. Derudover har jeg også været på kursus i Acunova, hvilket jeg syntes var rigtigt spændende, og jeg glæder mig allerede til jeg skal på opfølgningskurset i det, her i April. Forhåbentligt kan jeg også komme på 2 dages "praktik" på deres klinik i foråret, men det kommer meget an på hvordan min krop opfører sig.

Ja og jeg har jo så fortalt at vi venter på lillebror som gerne skulle komme i Juli :o)
Jeg tror det i store træk er det der er sket i vores liv siden sidst :o)

Nå men aftensmad skulle vi jo have i aften, og jeg besluttede mig for at prøve at lave calzone. Det er første gang jeg har lavet det, og kæft hvor det da drillede helt vildt...men øvelse gør vel mester og spises det kunne de da :o)

Champignon og rød peber klar til at blive fyldt i en calzone 

 Der skulle også lidt løg i den ene
 Sådan så dejen ud da den havde hygget sig en lille time i lune temperaturer :o)
 Calzone nummer 1 med fyld - tomatsauce, ost, løg, champignon, rød peber, pepperoni og mere ost - klar til at blive lukket. Denne dej havde jeg rullet ud, og endda på køkkenbordet, STOR fejl!! Den blev alt for tynd og gik fra hinanden da jeg skulle have den over på bagepapir! Egentlig var det kun meningen jeg skulle have brugt halvdelen af den dej jeg havde lavet, pr. calzone, men jeg måtte bruge den anden halvdel til at lappe den sammen med, og så ellers skynde mig at smække en ny dej sammen.
 Fyldet til calzone nummer 2. rød peber og champignon sauteret (tror jeg det hedder) i en lille smule smør i en gryde, derefter blandet sammen med en rest kødsauce fra i går og kogt pasta.
 Sådan så den ud klar til at blive lukket, denne havde jeg bare presset ud og direkte på bagepapiret så det gik lidt bedre.
 Men der måtte udføres en nødoperation i sidste øjeblik, da jeg kom i tanker om at jeg ikke havde puttet ost i, og så kunne den ikke samles bagefter, så det blev en åben calzone ;o)
 Nummer 1 færdigbagt. Ja den ser jo lidt handicappet ud, men skal man tro på hvad kæresten siger så kunne den godt spises alligevel :o)
Og den 2. færdigbagt. Denne var så kæmpe stor at jeg kun kunne spise et enkelt stykke af det yderste, så jeg har både til frokost og aftensmad i morgen, og hvem ved måske endda til frokost torsdag også :o) Kæresten kan nemlig ikke lide pizza med pasta så jeg har den helt for mig selv.

Opskriften på Calzone: (jeg endte jo så med at lave 2 portioner)
25 gr gær
2½ dl lunkent vand
1 tsk salt
2 tsk olie
ca. 350 gr mel, eller til man synes dejen har fået nok. Tilsæt det lidt ad gangen.

opløs gæren i vandet, tilsæt salt og olie og rør melet i lidt ad gangen. Lad dejen stå og hæve en lille time. Rul den ud og fyld med hvad dit hjerte begærer :o) lad pizzaen efterhæve med fyld i ca. 30 minutter og bag den derefter midt i ovnen ved 200 grader i ca 15-20 minutter. Enhver ovn er forskellig så tjek om den er bagt og hold evt. lidt øje med den efter de første 15 min.
Jeg kan faktisk ikke huske om jeg brugte varmluft men jeg tror det, nu hvor jeg tænker over det.

Kødsaucen kan I da også lige få en opskrift på selvom alle vel nærmest har deres egen måde at lave det på.

500 gram hakket oksekød
2 ds hakkede tomater med basilikum og oregano
tørret timian, oregano og basilikum
salt, peber
lawry's krydderi/ season all
4 fed hvidløg groft hakket
2 løg groft hakket

brun kødet, hvidløg og løg i en gryde og hæld evt. overskydende væske/fedt fra. Tilsæt de hakkede dåsetomater og smag til med krydderi som ovenstående. Jeg tror jeg brugte ca. 1 spsk af hver. kog op og voilá, kødsaucen er færdig :o) easy peasy!!  og resten kan som sagt bruges i en Calzone :o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg vil så gerne høre hvad du har at sige :o)