26. marts 2012

Grønne fingre...eller mangel på samme

Okay jeg har absolut ikke grønne fingre - jeg har f.eks. aldrig kunnet få en avocadosten til at spire, på trods af at alle påstår det er det nemmeste nemme - men jeg ville gerne have det, så jeg prøver ihærdigt på at lære det lidt :o) Dvs. jeg tager jævnligt diverse stiklinger og prøver at få dem til at overleve. Jeg er dog ikke så meget til blomster, for blomsternes skyld, kun nytteplanter, frugt og urter osv. (lavendler og roser kan oftest også bruges til mad, så de hører med herunder).

Sidste år tog jeg nogle stiklinger af hyldeblomst, men troede faktisk kun den ene havde overlevet, så jeg blev ret glad da jeg den anden dag så at op til 4 havde overlevet vinteren. Dog på forskellige udviklingsstadier i forhold til blade :o)

Jeg vil lige vise jer nogle billeder fra mine stiklinge forsøg. Vil lige på forhånd beklage billedkvaliteten, men mit kamera gad ikke lige fokusere i dag.

 En fin lille mynte, jeg har en del mynte i bedet, også pebermynte, men på nuværende tidspunkt ligner de alle sammen hinanden, derfor tog jeg kun billede af denne ene :o)
 Den ene af de overlevende hyldestiklinger, godt i gang med en masse fine blade på
 En solbær eller ribsstikling fra sidste år. Tog den i september og stak den i jorden og har så ikke gjort mere ved den siden. Faktisk tog jeg en del både ribs og solbær og aner ikke hvilke der er hvilke, men jeg satser på jeg kan se det når bladene springer ud :o) Tror dog faktisk dette er solbær.
 Og så tror jeg denne her er en ribs stikling. Faktisk er jeg overrasket over hvor mange der har overlevet indtil videre så nu glæder jeg mig bare til at se om de alle bliver ved med at udvikle blade eller om nogle af dem går i stå.
 I lørdags, inden jeg fik det skidt, var jeg ude at gå med en veninde, og vi kom forbi et brombærhegn/krat, inde midt i mellem hyben og alt muligt andet. Det gav en del ridser og to tråde trukket lidt ud af mit tøj men jeg kunne altså ikke lade være. Selvom det faktisk er ret svært at tage stiklinger af tornede brombær når alt man har er bare hænder. Og så skulle jeg jo også lige finde nogle grene det så ud som om der var liv i efter sidste års bærsætning. Men jeg fik 4 stiklinger med hjem, og de to har jeg plantet i bedet mens de andre to står og hygger sig i et glas vand i køkkenvinduet. Taget i betragtning af at denne kun havde en lille knop i lørdags synes jeg det er et fint lille blad den har fået, men jeg ved også godt at det ikke er ensbetydende med at den overlever i længden.
 Det her er lidt svært at se, men det er en lille bitte citrontimian jeg fik af en bekendt i efteråret, og den nåede ikke rigtigt at vokse til, så jeg havde ingen forhåbninger om at den overlevede men sørme om ikke den har sat fine små stiklinger hvor der er nogle få blade på, så jeg glæder mig til de udvikler sig lidt mere, så jeg kan klippe alt det visne væk.
 Helt i forgrunden ses et par alm. timian stiklinger som jeg fandt under en ellers totalt vissen, men stor timian plante. Den her troede jeg slet ikke havde sat stiklinger, for den vippede nærmest op ad med samtlige grene. Men da jeg den anden dag besluttede at klippe den helt ned og få det visne "bæst" væk fra bedet fandt jeg ca. 4-5 små stiklinger med rødder, så dem har jeg forsøgt at redde ved at plante dem i det andet bed, så må vi se om det lykkes og de får fat. Jeg krydser fingre :o)
 For at være helt ærlig aner jeg ikke hvad dette er, men jeg er til gengæld sikker på jeg selv har plantet den ;o) (Flot gået ikke?) Jeg har dog en teori om at det er en lille kamilleplante som jeg tog en stikling af sidste år. Jeg ved godt at nogle synes kamilleplanter er ukrudt, men blomsten er jo god i the og som antibakteriel "dims" :o) så jeg må vente tålmodigt og se om den får blomster.
 En fin lille citronmelisse var der sørme også kommet igen, men det satsede jeg også stærkt på for de er jo nærmest ikke til at slippe af med igen når de først får fat :o)
 En lille bassemus som synes det er meget sjovt at hjælpe mor oppe i bedene (bedet bag ved er fyldt af gamle jordbærplanter som heldigvis også har sat nye små, og vi har forsøgt at fjerne det mest visne, uden at hive de små op).
 Og en lille vuf som bare synes det er skønt når vi gider med ud. (Er det ikke nogle fine "havesko" jeg har mig ;o)? )
 Og så skulle vi lige prøve at tage stiklinger af blåbærbuskene, jeg har 4 buske, 2 forskellige slags, men jeg glemte at markere hvilke der var hvilke, jeg ved bare at i hver af de to bægre er der en stikling fra en af hver slags, så jeg håber at begge i et bæger overlever ;o) Ellers må jeg prøve forfra og så huske at markere det. Bægret med jord er der sten i bunden af, som dræn, og faktisk kun en lille smule surbedsjord eller hvad katten det nu hedder. Det andet bæger kun med vand giver jo ligesom sig selv.
og så lige et closeup (inkl. fingre kan jeg se) af de andre to brombærstiklinger. Ja jeg ved godt at man kan købe tornløse brombær, men alle havemennesker jeg har læst noget fra, siger at bærrene smager af ingenting. Sidste efterår, da jeg gik hjem fra arbejde en dag, var jeg ved at få et brombær lige i smasken, da det hang helt ude over fortovet og sagde "spis mig" (det hang i en form for læhegn) så det gjorde jeg, og det lille bitte bær var bare fyldt af smag, så kan jeg godt leve med lidt torne.

Jeg ved godt at bedet, de forskellige stiklinger står i, ser helt forfærdeligt rodet ud, og havde vi ejet det her hus, eller haft planer om at bo her længere, så tror jeg ærlig talt jeg havde tømt det totalt for jord og fyldt nyt i, men da vi først flyttede ind i juli sidste år og flytter igen i juni gider jeg ikke rigtigt.

Hindbær er her også i haven, men dem mangler jeg at få klippet de visne ned. Og så skal jeg se om ikke jeg kan få nogle af de nye stiklinger der kommer i år, med mig herfra når vi flytter. Nogle der har erfaring med det? Skal jeg tage de nye eller tage dem fra sidste år, som giver bær i år, og så satse på at jeg, 1: kan flytte dem og 2: de når at sætte nye stiklinge hvis de først bliver plantet i august/september?

Derudover er der som sagt jordbær og også skovjordbær som jeg vil have stiklinge med af :o) Godt nok ved jeg ikke om jeg får have det nye sted, men ellers må jeg have gang i en masse krukker og potter osv. (Det skal kæresten nok blive Rigtigt glad for, han bryder sig nemlig ikke voldsomt om planter og stod det til ham, blev alt hvad der hedder have, asfalteret.)

Nå mens jeg skrev dette lange indlæg, nåede kæresten så lige at rydde op og feje i stuen, og rode den til igen for han vil til at samle vores nye gasgrill. Vores gamle grill måtte lade livet sidste sommer da glasset i låget sprang.

Hav en god aften derude :o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg vil så gerne høre hvad du har at sige :o)